+45 60 63 34 31 [email protected]

Tanker om sundhed og min tilgang til sundhed

I Danmark har vi i gamle dage været overvejende kristent orienteret, og man har set sygdom og tilstande som en straf som følge af synder.

I dag er vi ikke nær så kristent orienteret og opfatter ikke sygdom og andre ”dårligdomme” som en straf, men nærmere som et produkt af et usundt liv – dette kommer især på tale når der anvendes ord som livsstilssygdomme, hvor man lægger op til at det er livsstilen, der er afgørende for om vi får disse sygdomme eller ej. Livsstilen har absolut også en vigtig indflydelse, men der er også psykiske, genetiske og omgivelsesmæssige faktorer, der spiller ind. Men når der lægges op til at livsstilssygdomme er noget vi kun får, hvis vi selv er ude om det, lægges der i mine øjne også op til visse normer i forhold til sundhed.

Mit bud på en sund livsstil handler om det hele menneske – lev fortrinsvis efter de officielle kostråd, så får du en tilværelse uden forbud for bestemte fødevarer, blot anbefalinger til mængder. Tilføj socialt samvær som en ekstra komponent, og så vil du være godt på vej ?

Jeg vil i det hele taget gerne slå et slag for at man dropper den sort / hvide tankegang om sundt og usundt og i stedet ser på mængder – både når vi taler fødevarer, drikkevarer og motion – intet er sundt i for store mængder. Derfor mener jeg, at vi skal passe på med at gøre sundhed til vores nye religion og kalde det en synd, hvis man har spist eller drukket noget ”usundt” / syndigt, da dette hurtigt kan tangere til noget fanatisk og noget der er svært at holde i længden – man kan altså ikke undgå at synde. Hvis man virkelig elsker at drikke et glas af en god rødvin i ny og næ, er det så en synd bare fordi det indeholder alkohol og kalorier? Det synes jeg jo ikke, så længe, man nyder det, og har det godt, med at gøre det.

 

/ Maria